Nu, af alle tider, finder jeg på at jeg skal blogge. Hvorfor? Du siger da du har så travlt for tiden, Pernille, travlere end nogensinde før? - Ja, det er rigtigt. Og fordi jeg har så travlt, så føler jeg at jeg glemmer at huske.
For jeg tror da nok lige der sker en del. Der var f.eks det med den sjove tog-steward.. Om Anna, der opdagede at Mads pludselig havde fået en tunge, og det med at jeg selv, 1½ måned inde i mit drømmestudie, opdager at det faktisk (nærmest) er matematik jeg læser. Dét er sgu da morsomt. Der var dét der med dén der hyttetur, hvor jeg i en alder af 31 synes jeg skulle være nede med den lede fede, og indtage 27 øl, 11 cider og 14 shots på 48 timer. Bare for at fejre at jeg havde brændt bilen af.
Nu skal jeg holde efterårferie. Dejligt. Eller dvs jeg skal: Tænke over finurligheder i det danske sprogs grammatiske syntagmer, jeg skal have besøg af min skønne nevø, og dermed holde styr på 3 børn, jeg skal have besøg af en skøn veninde og hendes børn, jeg skal selv på besøg i Middelfart, vi skal til familiefest hos børnenes oldeforældre, vi burde benytte årskortene til Givskud Zoo (men bilen er stadig skindød) jeg skal liige læse op på lidt Lingvistik (eller var det nu matematik?) Jeg skal scanne de der billeder ind, som jeg ville give min far i fødselsdagsgave - for 4 måneder siden. Jeg skal huske at bruge de truede ord, så de ikke uddør, og også gerne genoplive vendinger fra 90'erne - bare for at have fået noget med fra det årti. (f.eks nede med de lede fede) Jeg skal drukne lidt i rødvin med seminarievenner, og derefter bruge en halv dag på at blive levende igen. Jeg skal i skoven med børnene, jeg skal pakke sommertøj væk.. Men jeg har jo også 9 hele dage.
En konkurrence siger du? På en blog? Nååeh, er det dét man skal for at være nede med de lede fede? Nå, men så kan man konkurrere om, hvem der gætter hvornår jeg får skrevet på min blog igen. Hvis jeg selv skal være med, så kan jeg jo gisne ud fra opdateringsfrekvensen af www.annafugl.dk - hvilken er sådan cirka en gang hvert år.. Så det kan være jeg får skrevet igen, næste gang jeg får efterårsferie. Det kan også være jeg skriver igen i morgen. Følg med og find ud af det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar