"Da jeg var på din alder.."

Vi var ude at handle i dag, børnene og jeg. Anders og Gry blev hjemme, og Mads, Anna og jeg satte kursen mod Lidl. Eller, som vi siger herhjemme; "Butikken hvor man kan købe is med kagedej i" - For Lidl har en budgetudgave af B&J's Cookiedough is. Måms. 

Nå, vi fandt isen, og skulle have andre ting. Bl.a parisertoasts, groft salt og kattemad. Lidl var proppet med mennesker i dag, og jeg mistede mit ellers så trofaste indkøbs-overblik. Fyldte kurven med parisertoasts og studenterbrød, og flygtede ud. Styrede dernæst mod Fakta, for det ved vi da hvad er. Jotak, men overblikket svigtede stadig. Kom i tanker om at jeg også skulle have bleer til Gry, og da de ikke havde det, skyndte jeg mig bare at finde salt og kattemad, og lod ellers børnene fylde kurven efter med chips og kanelsnegle. (For man må ikke gå til kassen uden en fyldt kurv eller hvad?) 

Vi nåede op til kassen og fyldte varer på båndet. Mads havde lidt besvær med at skilles fra posen, men lagde den til sidst modvilligt op. Pænt gik børnene derefter ned for enden af båndet og ventede, som de plejer, på at jeg betalte og skulle fylde posen. Pludselig bryder Mads ulykkeligt sammen.. Dybe, højlydte hulk kommer fra den lille mand, og jeg går ned og prøver på at forstå om han har banket skinnebenet i disken eller noget lignende? 

"Miiiig gerne have mine NANELER!!" Undrende forsøger Anna og jeg at finde ud af om det er magneter han gerne ville have haft? Men nej, "NANELER!" Efter flere floppede forsøg kommer jeg i tanker om sneglene. "Mads, er det dine kanelsnegle du gerne vil have?" 

Mads hulker, "Jaaaaah, men damen der gik, mine NANELER nede i hendes pose, hun hjemme nu, mig Fakta, mig ingen NANELER mere.. Mig geeeeerne ha dem!"

Åh, lille mand. Forklarede ham hurtigt at hans kanelsnegle lå trygt og sikkert på båndet, og ekspedienten rakte dem hurtigt ned til ham. Hulkeriet stoppede straks, og Anna lagde trøstende en arm om ham imens jeg pakkede posen færdig. 

Ud af øjenkrogen kunne jeg se min store pige gå lidt ned i knæ, få øjenkontakt med sin lillebrors våde øjne, og sige; 

"Mads, jeg forstår bare godt at du blev ked af at du troede at der var en anden der havde taget din ting her i butikken. Jeg har selv prøvet det engang, da jeg var på din alder.." 

Ekspedienten, køen og ikke mindst moderen her, måtte smile meget højt og jeg gik stolt og glad ud af butikken med kanelsnegle, groft salt og verdens sødeste børn. Life is good. 

💕

Mangler ord.

Findes der et ord for det begreb der dækker den følelse af at man kun lige har blinket, og så er der gået 3 hele dage? Mange af mine ligesindede småbørnsforældre kender helt sikkert følelsen. I mandags startede Mads i verdens bedste børnehave.. Min lille dreng, som lige om lidt bliver 3 år, er simpelthen rykket fra vuggestuegruppen "Søslangen" og op i børnehavegruppen "Pilen" hvor Anna også går. Vi har talt meget med ham om det på forhånd, men han har ikke selv givet udtryk for den vilde begejstring. Enten er det fordi han ikke havde lyst til at forlade vuggestuen og hans elskede pædagog Charlotte, eller også synes han bare vi er fjollede, fordi der for ham ikke er den store forskel ved at sidde ved Bentes bord i børnehaven, 8 meter væk fra Charlottes bord i vuggestuen. ;) Og det kan han jo have helt ret i. Hans første dage er også, som forventet, gået helt uden problemer eller det mindste at mærke på ham. 

 Her står han, min lille store dreng, og vinker til mig sammen med Anna og Bente. Vupti, så var der lige gået 2,5 i vuggestuen. 💜 

Om 3 uger er det Grys tur til at sige goddag til verdens bedste vuggestue. Det vil sige at vi i februar og marts har 3 børn i samme institution - det er da godt klaret ;) 

Dét ord jeg mangler, for dage der forsvinder imens man blinker, det skal kunne dække begrebet på samme måde, med år der pludselig er gået. For 1. april starter Anna i førskole, og hvornår blev hun lige stor nok til det? Vores første måneder af 2014 kommer altså til at indeholde en børnehavestart, en vuggestuestart og en skolestart. 

Vær velkommen 2014, siger jeg bare! :)

At have fod på det.

Mads hopper i sofaen - han ved godt han ikke må, men det er jo altså bare så sjaaaawt. 

Anders siger han skal stoppe, jeg siger han skal stoppe, og Anna siger han skal stoppe - hun spilder sit slik ellers (Det er vel fredag) 

Mads kigger meget fortørnet på os alle tre, sætter sig med et bump og siger; 

"Det ikk jeg der hopper, det' bar' mine fødder.. Jeg siger jeg sidder her, og se, mine fødder stadig hopper!" 

(Sidste sætning sagt siddende, imens han vrikker med fødderne).. Suk 💙 Velkommen til mellembarnets selvstændighedsalder, mor, far og søstre. It's gonna be such a ride! :) 

Humør-mad!

Anna og jeg er kørt en tur i Netto. Hun er sådan lidt små-kulret, sikkert pga. Den lovede slikpose. (Vi har vel ferie) 

Inde i Netto var hun hurtig til at hjælpe med at finde lasagne-sagerne (Vi har vel ferie) og så stod vi foran slikhylden. Efter ca 10 minutters betænkningstid faldt valget på velkendte Maoam-karameller, og vi betalte og gik ud. Da vi sad i bilen begyndte hun at synge en lille sang om hvor meget hun glædede sig til at smage karamellerne. Jeg spurgte hende om hun ikke kunne huske hvordan de smager. 

Hun svarede at det kunne hun godt, men måske ville de ikke smage på samme måde i dag. Jeg undrede mig lidt, og svarede at jeg da var ret sikker på at de smager af det samme som sidst. 

Anna svarer, med sædvanligtankefuld-hed; 

"Jamen mor, måske er jeg i et andet humør i dag, end jeg var sidst. Og så kan jeg måske bedre li en ting som jeg ikke kunne li sidst. Og mor, måske var det dårligt vejr sidste gang jeg smagte dem, og så smager de måske bedre i dag. Eller en anden dag, hvis solen skinner, så smager de måske allerbedst.." 

<3 

Eye for an eye.. Happy New Year!

Selvom jeg tilsyneladende har verdens nemmeste børn, hvad angår jul- og nytårskuller, som sover som små sten hele nytårsnat, så betyder det ikke at jeg ikke selv ligger og vender og drejer mig ved hvert kæmpe skrald, som en eller anden tåbe har betalt en formue for. Mit første "barn", min store hund på 35 kg er rystende bange, ja man fristes til at sige; hundeangst, for al den larm. Så sent, sent på natten, når de sidste forkølede raketter og bomber ryger til vejrs, falder hund og hundemor så endelig i søvn. Sådan cirka 2 timer inden babyen, som har sovet som en sten, eller som en baby, siden kl 20 aftenen før, vågner. 

Med 2 timers søvn i øjnene, en morgenfrisk og veludhvilet baby i armene, to ikke-så-friske, men alligevel vågne store-børn på hver side af mig, kigger jeg rundt på al velsignelsen og formår at lukke arrigskaben ud med badevandet. Jeg har jo mine børn, min hund og min kæreste.. Jeg har så meget, og det eneste de folk der skød krudt af kl 4 i nat har i dag er hovedpine, kvalme og måske (forhåbentlig) et svedent øjenbryn eller to. Så jeg lader det fare. Det kan jeg godt. Meeeen - når det så fortsætter dagen efter, den første dag i det nye år, den dag hvor jeg har bestemt mig for at være megaoverbærende, what to do then..? 

Jeg kigger lige en gang til på alt det jeg har at være taknemmelig for, og tænker på at om en uge, når alt det fyrværkeri-affald på vejene er blevet til små våde, brune pap-klatter på asfalten, ligesom mit vrede over samme, så er der 51 uger til næste gang. 

51 fantastiske uger. Kom an, 2014, jeg glæder mig. Til fastelavn, til påske, til foråret og grønne blade.. Til den første soppetur, strandtur, grillaften, ferie og klip klappere.. Til efterårsskoven, røde blade stearinlys og juleforberedelser. 

Til en børnehavestart, en vuggestuestart og en skolestart. 2014 bliver et stort år. 

Det var 2013 også. 💜