onsdag den 8. januar 2014

Mangler ord.

Findes der et ord for det begreb der dækker den følelse af at man kun lige har blinket, og så er der gået 3 hele dage? Mange af mine ligesindede småbørnsforældre kender helt sikkert følelsen. I mandags startede Mads i verdens bedste børnehave.. Min lille dreng, som lige om lidt bliver 3 år, er simpelthen rykket fra vuggestuegruppen "Søslangen" og op i børnehavegruppen "Pilen" hvor Anna også går. Vi har talt meget med ham om det på forhånd, men han har ikke selv givet udtryk for den vilde begejstring. Enten er det fordi han ikke havde lyst til at forlade vuggestuen og hans elskede pædagog Charlotte, eller også synes han bare vi er fjollede, fordi der for ham ikke er den store forskel ved at sidde ved Bentes bord i børnehaven, 8 meter væk fra Charlottes bord i vuggestuen. ;) Og det kan han jo have helt ret i. Hans første dage er også, som forventet, gået helt uden problemer eller det mindste at mærke på ham. 
 Her står han, min lille store dreng, og vinker til mig sammen med Anna og Bente. Vupti, så var der lige gået 2,5 i vuggestuen. 💜 

Om 3 uger er det Grys tur til at sige goddag til verdens bedste vuggestue. Det vil sige at vi i februar og marts har 3 børn i samme institution - det er da godt klaret ;) 

Dét ord jeg mangler, for dage der forsvinder imens man blinker, det skal kunne dække begrebet på samme måde, med år der pludselig er gået. For 1. april starter Anna i førskole, og hvornår blev hun lige stor nok til det? Vores første måneder af 2014 kommer altså til at indeholde en børnehavestart, en vuggestuestart og en skolestart. 

Vær velkommen 2014, siger jeg bare! :)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar