"Det skal jeg nok nå..."

Jeg vil så gerne det hele. Jeg har lige afleveret en halvsørgelig opgave på studiet. Det vil jeg ikke så gerne - altså aflevere halvsørgelige opgaver, men det er bare som om, at selvom jeg nu efterhånden har ret lang erfaring med at være studerende samtidig med at være mor, kæreste, frisør, søster, datter osv, så har jeg stadig ikke helt forstået mine egne begrænsninger. Prioriteterne er heldigvis i orden. Jeg bruger lige lidt ekstra tid med børnene, henter dem tidligere, arbejder lidt ekstra osv.  Det er ikke fortrydelige ting som dårligt tv eller facebook der optager mig, indtil der er point of no return hvad angår at få begyndt på "den der opgave" som jeg altid har hængende over hovedet. 

Og det er en anden ting; "Hængende over hovedet.." Hvad er det for en grim betegnelse for noget jeg elsker? Jeg elsker studiet - det gør jeg, helt ind i maven. Det skærper mine tanker, definerer mig som menneske og giver mig et rum til at være mig, den studerende. Til at indtage den der position af den spørgende, lidt forvirrede version af mig selv. Til hverdag er jeg den der, på overfladen, alvidende mor, og overbliksrettede iværksætter. På studiet er jeg eleven, der suger viden ud af det niveau der er over mig, og jeg nyder at være dernede og kigge op på alt det kloge.  Det er bare ikke i orden af mig at jeg ikke slæber overblikket fra mor-livet og salonen, med over i studieidentiteten, og sørger for at aflevere nogle opgaver jeg kan være lige så stolt af som de børn og de frisurer jeg har produceret. 

Lad det her være en meget offentlig reminder til mig selv; Skriv noget mere. Du kan godt, og du vil godt, og du må godt. Du skal faktisk. 

Jeg eksisterer.

Klokken er 19 og jeg står og venter på toget på Odense Banegårdscenter. Bag mig ligger en hel dag fuld af filosofiske begreber, positioner og argumenter. Jeg er startet på Filosofi på Syddansk Universitet i Odense i dag. Jeg har læst Engelsk på Syddansk Universitet i Kolding de seneste år, ind i mellem børn og barselsperioder, og jeg har været vild med det. Af gode grunde har jeg dog ikke kunnet fordybe mig ligeså meget i studiet som jeg måske egentlig gerne ville fordi jeg har haft babyboble-liv kørende derhjemme også. Og alle der har haft et babyboble-liv ved, at det maser sig foran alt andet i køen. Hvis man er god så får man kæreste-liv og babyboble-liv til at gå op i en højere enhed, og så skal man vist være glad til. Studieliv, endsige ego-liv rangerer ret lavt i de år. 😊 Nu er Anna blevet 6 år, Mads snart 4, og Gry 1 år. Babyboblen er sprunget, og livet som ganske almindelig fortravlet og forelsket småbørnsfamilie har indfundet sig.

Nu har jeg muligheden! Børnene trives, Anders har sit gode job på skolen, og jeg glæder mig til at nørde med det her fag, som jeg har elsket siden jeg stiftede bekendtskab med det på HF i 2007. 

Så kom an, Aristoteles, Løgstrup, Heidegger og Descartes. Jeg er klar. Jeg er. ✨