"Det skal jeg nok nå..."

Jeg vil så gerne det hele. Jeg har lige afleveret en halvsørgelig opgave på studiet. Det vil jeg ikke så gerne - altså aflevere halvsørgelige opgaver, men det er bare som om, at selvom jeg nu efterhånden har ret lang erfaring med at være studerende samtidig med at være mor, kæreste, frisør, søster, datter osv, så har jeg stadig ikke helt forstået mine egne begrænsninger. Prioriteterne er heldigvis i orden. Jeg bruger lige lidt ekstra tid med børnene, henter dem tidligere, arbejder lidt ekstra osv.  Det er ikke fortrydelige ting som dårligt tv eller facebook der optager mig, indtil der er point of no return hvad angår at få begyndt på "den der opgave" som jeg altid har hængende over hovedet. 

Og det er en anden ting; "Hængende over hovedet.." Hvad er det for en grim betegnelse for noget jeg elsker? Jeg elsker studiet - det gør jeg, helt ind i maven. Det skærper mine tanker, definerer mig som menneske og giver mig et rum til at være mig, den studerende. Til at indtage den der position af den spørgende, lidt forvirrede version af mig selv. Til hverdag er jeg den der, på overfladen, alvidende mor, og overbliksrettede iværksætter. På studiet er jeg eleven, der suger viden ud af det niveau der er over mig, og jeg nyder at være dernede og kigge op på alt det kloge.  Det er bare ikke i orden af mig at jeg ikke slæber overblikket fra mor-livet og salonen, med over i studieidentiteten, og sørger for at aflevere nogle opgaver jeg kan være lige så stolt af som de børn og de frisurer jeg har produceret. 

Lad det her være en meget offentlig reminder til mig selv; Skriv noget mere. Du kan godt, og du vil godt, og du må godt. Du skal faktisk.